- Torsdag nat 4. juli*01.00, Eos
* Denne kunstner er del af torsdagsprogrammet. Koncerten starter kl. 01.00 natten mellem torsdag og fredag.
Everything Is Reggaeton lød titlen på dansk/chilenske Ivan$itos debutalbum fra 2020. Så var man i hvert fald ikke i tvivl om, hvor han befandt sig musikalsk. De fleste var dog også enige om, at Ivan$ito ramte den globale reggaetonbølge overordentligt overbevisende, og Soundvenue tøvede ikke med at konkludere, at her var Danmarks første ægte reggaetonstjerne ankommet.
Trods debutalbummets engelske titel synger Ivan$ito på spansk, og han formår at ramme den helt rigtige dansable latin-lyd, samtidig med at en nordisk melankoli er med til at skille ham ud. Allerede i 2021 fulgte han debutalbummets succes op med $OLO MEMOS, og siden har han sat godt gang i dansegulvene, både på danske spillesteder og til internationale festivaler.
I 2022 skabte Ivan$ito også en fest på Roskilde Festival med sine gyngende rytmer og fængende melodier, og mon ikke det samme sker, når reggaeton-kunstneren, der senest har smidt singlen “No Llego Tarde”, vender tilbage?