Telthold Bred

Hæder til frivillige helte

01.10.2023Engagement

Roskilde Festival skabes af 30.000 frivillige, der får praktikken og logistikken bag musikken til at spille. Mød nogle af dem, der altid går forrest og inspirerer os andre med deres heltegerninger.

Du møder dem overalt på din vej rundt i festivalbyen. Du møder dem bag baren og foran scenerne – iført veste i alle regnbuens farver. Nogle af dem møder du sjældent – de knokler nemlig i kulissen, imens du stiller sulten i den festivalburger, du har set frem til at spise i et år.

De er festivalens talrige frivillige. De har det store overblik og blik for detaljen. De går en ekstra kilometer og påtager sig mere ansvar, end der forventes af dem. De gør det til glæde for os alle, og det fortjener de en helt særlig tak for!

Under RF23 bad vi alle frivillige om at pege os i retning af deres egne frivillige festivalhelte. Med deres hjælp har vi fundet og udvalgt en håndfuld vaskeægte festivalhelte, som nu modtager velfortjent hæder for deres enestående engagement.

Giv en ekstra stor klapsalve til Infocenteret, Orange Telthold, Tværlaget for rekruttering, Brazil og Volunteers’ Village Barer!

De fem teams blev hædret lørdag 30. september, da festivalens helårsfrivillige ildsjæle og medlemmer af Foreningen Roskilde Festival mødtes for at fejre en velafviklet RF23.

Næste sommer vil de fem teams få deres navne indgraveret i messingplader, der sættes i jorden foran Orange Scene. På den måde kan vi altid mindes, at den festival, vi bevæger os rundt på, er resultatet af en kollektiv heltepræstation af dem og deres medfrivillige.

Mød årets RFheroes her.

En hjælpende hånd døgnet rundt

Når en festivaldeltager ringer eller sender en mail til Roskilde Festival under afvikling, bliver henvendelsen grebet af de frivillige i vores Infocenter. Og her er henvendelsen altid i trygge hænder. For herfra sørger teamet for, at festivaldeltageren (og nogle gange deres bekymrede forældre) bliver hjulpet godt videre.

Det er noget af en heltepræstation af besvare de omtrent 10.000 opkald og 7.000 mails, der lander i løbet af festivalugen. Det kan faktisk kun lade sig gøre, fordi holdet hele tiden er i dialog med teams fra alle afkroge af festivalmaskineriet og knokler i døgndrift på at få ender til at mødes.

Viljen til at hjælpe alle godt på vej har skabt et stærkt sammenhold i Infocenteret, hvor man inspirerer hinanden til at tage en ekstra tørn for fællesskabet. En frivillig i Infocenteret fortæller om sin holdmakker:

”For mig personligt har hans passion for festivalen smittet af på mig i en sådan grad, at jeg ikke bare selv blev frivillig, men at jeg fik øjnene op for, hvad det giver at være ildsjæl”.

Tak til hele holdet for at give en hjælpende hånd, når der er allermest brug for den.

Verdens flotteste telt

Luk øjnene, og drøm dig for en stund tilbage til RF23. Der er gode chancer for, at du øjeblikkeligt lader tankerne vandre mod Orange Scene – vores vartegn i hjertet af festivalpladsen, der i tidens løb har været omdrejningspunktet for et hav af store koncertoplevelser.

Teltet rejses hvert år af Orange Telthold, der sørger for, at den orange teltdug står lige så knivskarpt, som den gør i din hukommelse. Når tonerne fra sidste koncert er ringet ud, pakker holdet teltet sammen, så vi kan få glæde af det næste år.

En frivillig beskriver det meget præcist: ”Jeg vil gerne sige tak til dem, der bygger Orange Scene. Tak for at rejse verdens flotteste telt. Bare tanken om de mange koncerter jeg har oplevet lige der gør mig glad i hver en fiber af min krop”.

Vi stemmer i koret: Tak til hele holdet for at rejse verdens flotteste telt.

Christoffer Anais Sandager
De fem teams blev hædret lørdag 30. september. På billedet ses den gule badeand, der har en vigtig rolle på Orange Telthold. Den sidder nemlig i toppen af teltdugen, når musikken spiller.

Værdifuld assistance fra start til slut

Rekrutteringen af de godt 30.000 frivillige, der sammen skaber Roskilde Festival, er en omfangsrig og helt essentiel opgave for de mange frivillige, der rekrutterer til deres teams.

Heldigvis er der altid hjælp at hente hos Tværlaget for rekruttering. Holdet bidrager med et hav af understøttende aktiviteter og er altid klar med sparring. Og hvis et hold eller en forening pludselig får brug for ekstra hjælp, står rekrutteringsteamet klar med assistance.

En frivillig har delt sin begejstring for teamet i sin nominering: ”Stor stor tak til rekrutteringsteamet! Det er min første gang som ansvarlig på RF, så det har været altafgørende for mig, at der altid har været nogen at gå til”.

Vi siger også mange tak for den enorme indsats.

Den stærke holdånd flytter med på græs

Roskilde Festival bringes til live af et stærkt foreningsliv. Nogle foreninger løser centrale serviceopgaver, mens andre driver en madbod eller en bar. En af de foreninger er Hvidovre Volleyball Klub, der til dagligt tilbyder volleyball for alle aldersgrupper. På Roskilde Festival har foreningens frivillige siden 2006 langet burgere og andre festivalfavoritter over disken i madboden Brazil.

Som idrætsforening, der samler sine medlemmer om aktiviteter hele året rundt, er der opbygget en stærk holdånd. Og den flytter med på græs, når det bliver sommer. Det mærker de frivillige, der er en del af holdet. En af dem har i sin nominering skrevet:

”Jeg nyder sådan at være en del af den her gruppe af seje mennesker. Vi har det sjovt og alle er så gode til at hjælpe hinanden. Jeg glæder mig allerede til næste år for det her er helt sikkert ikke sidste gang”.

Tak for mad!

Et forbilledligt fællesskab

I Volunteers’ Village kan frivillige tage en pause i rolige omgivelser. Området er hjemsted for Bar Rock og Volunteers’ Lounge, hvor et hold af veloplagte frivillige serverer forfriskninger.

Det er i sig selv prisværdigt at sørge for drikkevarer til sine tørstige medfrivillige. Læg dertil at holdet gør en særlig indsats for at invitere personer med fysiske og psykiske handicap ind i det frivillige fællesskab. Det lægger en frivillig særlig stor vægt på i sin nominering:

”Det gør mig bare så megastolt at være en del af et fællesskab der formår at favne alle. Tak for det”.

Vi siger også tak for at være et forbilledligt og inkluderende fællesskab. Det er en sand heltegerning.

Bliv en del af Roskilde Festival

Har du selv lyst til at blive en del af det frivillige fællesskab? Så kan du allerede nu give os besked. Vi kontakter dig, så snart vi åbner for tilmeldingen til at blive frivillig på RF24.

Jeg vil være med!

Er du nysgerrig på, hvad det vil sige at lave Roskilde Festival hele året, så kan du her møde nogle af vores helårsfrivillige ildsjæle.

Fortæl mig mere!