DOS SANTOS 16X9

Dos SantosDK

TIRSDAG 2. JULI

Højtflyvende R&B-talent forener dans og personlige fortællinger

  • Tirsdag 2. juli
    20.45, Eos

Christian Lima Dos Santos Ringsing - alias Don Santos - var blot 13 år, da han mistede sin mor. Det uretfærdige tab har det nu 22-årige R&B-talent taget med sig ind i sit farverige musikunivers, der modigt forener sambaens filosofi med dybt personlige fortællinger.

Netop SAMBA er titlen på Dos Santos' debut-EP, der så dagens lys i december 2023, og som følger op på debutsinglen Endnu En Dag og gennembrudshittet Folder Mine Hænder, der rummer sambaens feminine sider og mest maskuline øjeblikke.

At han har et gribende stærkt tag i sit publikum, har han allerede illustreret flere gange, blandt andet til VEGAs Udvalgte i 2024, der høstede en femstjernet anmeldelse i Politiken og denne lovprisning med sig:

"Der er en sjælfuld blå tone i hans popsange, som han alligevel formår at drible sig ubesværet igennem. ’Folder mine hænder’ er en ørehænger, hvor r’n’b og ekkoet af 90’ernes eurodance smeltes sammen til noget ærkedansk og lyrisk. Man får lyst til at lytte godt efter, og man får lyst til at se godt efter. Aftenens bedste bud på morgendagens danske popstjerne."

Glæd dig til at opleve et velargumenteret bud på Danmarks næste store stjerne på Roskilde Festival.